MINORITETSPARTIET ER OVER SPÆRREGRÆNSEN IFØLGE ANALYSEINSTITUTTET CATINÉT
Ifølge den seneste analyse fra analyseinstituttet Catinét overvejer 3,7% af et repræsentativt udsnit af vælgerbefolkningen positivt at stemme på Minoritetspartiet, som dermed kan blive tungen på vægtskålen i det nye Folketing.
De traditionelle meningsmålinger nævner ikke partierne ved navn i deres analyser. Dermed er situationen ikke den samme, som når folk står i stemmeboksen på tirsdag og ikke kan undgå at se Minoritetspartiets navn. Resultaterne fra de traditionelle meningsmålinger er således vildledende i forhold til nye partier som Minoritetspartiet. Desuden viser erfaringerne, at analyserne er specielt usikre i relation til de små partier.
På den baggrund har Minoritetspartier fået det anerkendte analysefirma Catinét til at stille 1200 repræsentativt udvalgte vælgere følgende spørgsmål:
Minoritetspartiet er det eneste nye parti ved folketingsvalget. Overvejer du at stemme på Minoritetspartiet?
3,7% af de adspurgte svarede »JA« til spørgsmålet, mens 5,7% svarede »Ved ikke«.
Minoritetspartiets formand, Rune Engelbreth udtaler om analysen:
»Vi har haft den glæde, at Minoritetspartiet har oplevet en massiv strøm af positive henvendelser efter begyndelsen på valgkampen. Men mange har også udtrykt bekymring for stemmespild. Derfor følte vi os nødsaget til at bestille en meningsmåling, der mere realistisk svarer til situationen ved selve afstemningen. Vi er meget glade for, at Catinéts analyseresultat viser, at vælgerne ikke behøver at være bange for stemmespild ved at stemme på Minoritetspartiet. Vælgerne kan frit stemme efter deres overbevisning, og Minoritetspartiets chancer for at komme i Folketinget er særdeles gode«.
|